Stjålet sølvtøj kommer hjem til kirke, og tyven er fanget: Guldhandler undrede sig over indgravering

Stjålet sølvtøj kommer hjem
Her er noget af det sølvtøj, som Vitus Guld i Vestergade i Odense opkøbte af en mand, som viste sig at være en indbrudstyv, der nogle dage forinden havde stjålet det i Fredens Kirke i Svendborg
Christian Klingenberg
Direktør ved Vitus Guld, Christian Klingenberg, fortæller, at firmaet opdagede, at det sølvtøj de havde købt, var stjålet. Så ringede de rundt til kirker på Fyn med navnet Fredens Kirke og opdagede, at der få dage forinden havde været et tyveri i en kirke i Svendborg.

En onsdag i juli kom en mand ind og ville sælge sit sølvtøj hos guldhandleren Vitus Guld i Vestergade i Odense. Det var der som sådan ikke noget fordækt i, men efter handlen var slået af for de to kilo sølv til en værdi af 6500 kroner, så opdagede manden bag skranken noget, han i første omgang ikke havde bemærket.

Det fortæller Christian Klingenberg, der er direktør i Vitus Guld.

– Min medarbejder studsede over, at der stod Fredens Kirke indgraveret i sølvtøjet. Vi har kunder, der sælger sådan noget i god tro, men vi syntes alligevel, det var lidt mystisk, hvis nogle ville sælge kirkesølv, fortæller Christian Klingenberg.

Hvad guldhandleren ikke anede noget om, var, at der to dage forinden havde været et tyveri i Fredens Kirke i Svendborg. Fyns Politi kunne dengang berette, at kirken på Fruerstuevej havde fået stjålet diverse sølvtøj, heriblandt et dåbsfad, en kande og 50 alterbægere.

Alterbægerne var også nået til Vitus Guld i Odense, og efter opdagelsen med indgraveringen, sendte medarbejderen i Odense sølvtøjet til Christian Klingenberg i Hillerød.

– Jeg ringede til de to kirker på Fyn, der hedder Fredens Kirke, og i Svendborg genkendte de det. Det er noget sølvtøj, der er lavet specielt til dem, og at de havde haft indbrud nogle dage før. Jeg ringede derefter til politiet på Fyn. Jeg skulle rykke dem for det, men efter to ugers tid, kom der en politimand på sagen, fortæller Christian Klingenberg.

Gerningsmand i fængsel

Når man vil sælge sølvtøj, undgår man ikke at komme i den såkaldte kosterbog. Reglerne er nemlig sådan, at guldhandleren skal skrive navn og adresse og have billed-id af de folk, der sælger til dem.

– Det er ikke så smart, når tyve eller hælere gør det, for politiet kommer jo ind i mellem og tjekker kosterbogen, fortæller Christian Klingenberg.

Det hjalp da også Fyns Politi i sagen. Det fortæller politikommissær Rasmus Tyllesen.

– Vi har sigtet en mand, som har erkendt at have stjålet sølvtøjet. Det er en 43-årig lokal mand, som i forvejen er kendt af politiet, siger Rasmus Tyllesen.

Den 43-årig mand er varetægtsfængslet.

– Han sidder varetægtsfængslet i et sagskompleks med forskellige, men lignende forhold, oplyser Rasmus Tyllesen.

Han siger for øvrigt, at guldhandleren har handlet lige efter bogen.

Christian Klingenberg fortæller, at de generelt har et tæt samarbejde med politiet, når disse sager ind i mellem opstår.

– Vi vil gerne tage ansvar for, at vi kan være med til at opklare de her sager, så vi har et tæt samarbejde med politiet i hele landet. Vi er glade for, at vi kan få det sendt tilbage, for sølvtøj som dette er jo på en måde også kulturarv, siger Christian Klingenberg og oplyser, at det kan være penge de mister, hvis de ikke får erstatning gennem eventuel rettergang.

– Men sådan er det, siger han.

Fængsel
Gerningsmanden var en kending af politiet og sidder nu varetægtsfængslet.
Lotte Boas
Lotte Boas er præst i Fredens Kirke i Svendborg. Hun er enormt glad for, at sølvtøjet nu kommer hjem igen. Fordi det har lokal forankring og historie i sig.

Troede aldrig det kom hjem

Hos Fredens Kirke er man enormt glad for nyheden om, at sølvtøjet er fundet. Det fortæller sognepræst Lotte Boas.

– Vi var meget forskrækkede over det, da der havde været indbrud. Vi var meget kede af det. Vi har nogle gode nabokirker, som vi har lånt sølvtøj af, så vi har kunnet klare os, fortæller Lotte Boas.

Men sølvtøjet er en del af kirken, og den betyder også noget for lokalbefolkningen, mener sognepræsten.

– Det er jo ikke, fordi det er en meget gammel kirke. Den er fra 1936. Men vi er en meget lokalt forankret kirke, og man har det med, at det er vores. Det er vores dåbsfad, og det er der, alle børn fra vores kirke er døbt. Der er noget meget konkret historie med de mennesker, der bor her i området, siger Lotte Boas.

Hun troede oprigtigt, at sølvtøjet var mistet. At det var blevet omsmeltet eller sendt langt væk, så det var en glædelig overraskelse, at det blev fundet.

– Så det er enormt glædeligt og heldigt, at det kommer tilbage. At vi ikke mister vores historie. Alle de forestillinger, man har nået at gøre sig, er gjort til skamme. Det er jo dejligt, og vi glæder os til, at det kommer hjem til kirken igen, lyder det fra Lotte Boas.

Book møde allerede i dag

Er du i tvivl om hvad du har liggende? Vil du gerne have en vurdering på forhånd, er du velkommen til at sende et billede af dine genstande hvor stemplerne fremgår tydeligt.

ID Upload