Der er megen ruin i kølvandet af en valuta

Imperialistisk overforbrug forringede gradvist Roms penge

Romerriget er sandsynligvis mere berømt for at forringe sine penge, end for at forbedre dem.

Her ser vi på storhedstiden og faldet for “de sunde penge” i det antikke Rom. Der er mange paralleller til i dag.

Geologien i det centrale Italien er ikke særlig kendt for sit indhold af guld og sølv, og det var først efter at Rom begyndte at ekspandere ud over det centrale Italien i det tredje århundrede f.Kr., at det begyndte at bruge de to metaller.

“Råvarepenge” har en tendens til at blive udvalgt, baseret på de tilgængelige ressourcer. Bronze (lavet af kobber og tin) er rigt tilgængeligt i området, og bronze i form af vægte – kendt som aes rude (rå bronze), ofte så tunge som 11 ounces ( ca. 300 gram) – var den tidlige foretrukne valuta.

Efterhånden som republikken ekspanderede, voksede adgangen til guld og sølv, enten fra plyndringer, tildelinger eller udvundet ved minedrift – og disse ædle metaller fandt vej til de romerske penge. Den første sølvdenar blev præget i 211 f.Kr. Inden for 50 eller 60 år var romerske mønter udbredt over hele Italien. Meget af sølvet til at præge mønterne kom fra miner i Makedonien, som Rom nu kontrollerede.

En denars købekraft var på det tidspunkt højere end den underliggende metalværdi. Købekraften lå mellem 1,5 og tre gange metalværdien. Dette kaldes også for “seigniorage”. Denaren lever videre i dag, især på mange latinske sprog. Det italienske ord for penge er “denaro”, på spansk “dinero”, og “dinheiro” portugisisk. I mange arabiske nationer er valutaen “dinar”.

Kejserhoveder dukkede op på mønterne, og derfor begyndte de at blive brugt til kejserlig propaganda. Jo flere mønter, der cirkulerede rundt i det stadigt voksende imperium, og spredte budskabet om romersk magt – jo bedre.

I de næste 500 år ville denne sølvdenar, indeholdende en ottendedel af et ounce (ca. 4 gram) sølv, og med den samme omtrentlige vægt som en 1-pence mønt, være Roms rygradsvaluta. En denar kunne veksles til 10 as (aes rude kaldtes herefter “as”), som betyder “ud af ti” Det var 95%-98% rent sølv. Sterling sølvet vi kender i dag er til sammenligning kun 92,5% rent.

Fra republik til imperium

Den berygtede værdiforringelse begyndte først kort efter, at republikken blev et imperium, og kontrollen med penge gik fra senatet til kejseren. Det varede flere hundrede år. I det første århundrede e.Kr. dækkede beskatning kun 80% af det kejserlige budget. Manglen blev dækket af minedrift og byttet fra nyligt erobrede provinser. Men imperiet ekspanderede ikke længere i samme hastighed, så dette blev en stadig mere risikabel strategi. Underskud, især under ekstravagante kejsere, blev mere og mere almindelige.

Løsningen på overdrevne udgifter, som i dag, var ikke at tøjle forbruget, men at forringe valutaen. I 64 e.Kr. reducerede kejser Nero både mængden af sølv i en denar (til 3,5 gram) såvel som renheden af selve metallet (til 93,5%). Et par årtier senere, under Trajan, nåede Romerriget sin ultimative størrelse og fra da af gik det kun ned af bakke. Det betød, at forsyningen af tyvegods fra nyligt erobrede territorier også faldt.

Ved at sænke mængden af sølv i sine mønter kunne Rom producere flere mønter og så at sige “strække” sit budget. På hinanden følgende kejsere fulgte Neros strategi. Og som med “frøen i kogende vand” og forringelsen af valutaer i dag, var processen gradvis. Et århundrede efter Nero, omkring 150 e.Kr., var renheden af sølvet blevet reduceret til 83%. I 250 e.Kr. var tallet 50%. Men så accelererede nedgangen. I 275 e.Kr. var renheden kun 5%. Men så blev tricket åbenlyst afsløret. På Diocletians tid, kejser fra 284 til 305 e.Kr., var der så lidt ædelmetal i pengene, at han måtte ty til priskontroller.

Dette betød at staten gik ind bestemte hvad en vare maximalt måtte koste, og det kunne vise sig at have fatale konsekvenser for et marked – blandt andet at handlende ikke kunne får enderne til at mødes.

De sidste denarer blev præget under Diocletian.

Den vigtigste guldmønt i det antikke Rom var en aureus, der i sin fysiske størrelse svarer til en sølvdenar, dog var den næsten dobbelt så tung, da guld vejer næsten dobbelt så meget som sølv (massefylde). En aureus (guld) var 25 denarer (sølv) værd, så guld-sølv-forholdet ville have været omkring 1 : 12,5 – Eftersigende den historiske norm.

Kejser Nero reducerede guldindholdet i en aureus til 7,3 gram, samme vægt som en sovereign-mønt i det britiske imperium. I 210 e.Kr. var guldindholdet faldet til 6,3 gram. I modsætning til sølvdenaren beholdt aureus imidlertid sin renhed på næsten 100% 24 karat guld. Men i det fjerde århundrede var ideen om at opnå en guld-aureus i bytte for 25 sølvdenarer for længst væk. I 301 e.Kr. var en guld-aureus 833 denarer værd. Et årti senere var den 4.350 denarer værd.

I 337 erstattede Konstantin, som havde flyttet hjertet af imperiet til Konstantinopel (Istanbul i dag), aureus med solidus: som indeholdt omkring 4,5 gram 24-karat guld. Oprindeligt var en solidus 275.000 denarer værd, men i 356 svarede den til 4.600.000 denarer. Tal om inflation.

Men i et betagende opvisning af hykleri nægtede de romerske myndigheder på trods af den faldende kvalitet af metalindholdet i deres denarer at acceptere andet end guld og sølv i skat.

Selvfølgelig var en vigtig årsag til den ubarmhjertige forringelse af pengene en oppustet stat, der ikke var i stand til at leve inden for sine midler. Men en anden grund må have været mangel på råvarer. Da det centrale Italien havde ringe forsyninger, måtte metallet skaffes andre steder, og det meste kom i form af krigsbytte og de efterfølgende skatter. Ikke underligt, at Rom konstant var i krig. Det var dens forretningsmodel. Men udgifterne til vedvarende krige, uden et lige forhold af tilbagebetalinger af byttet fra de nyligt erobrede provinser, gjorde modellen uholdbar. Udvidelsen af det romerske rige ophørte, men udgifterne gjorde ikke…