Det store dollarparadoks

I dette indlæg tager vi James Rickards med på hold. James er en amerikansk advokat, investeringsbankmand, mediekommentator og forfatter, som fornyligt skrev en artikel om det store dollarparadoks. Vi gennemgår indholdet herunder.

James er nok allerede kendt blandt de fleste, som har fulgt med i timen når det kommer til medier, hvor emner som ædelmetal, verdensøkonomi og geopolitik bliver vendt og drejet.

Og ja, så handler det om guld…

"De-dollariseringen" er på alles læber

Du ser det i publikationer fra The New York Times til The Economist og i finansielle medier, herunder CNBC, Fox Business og Bloomberg.

Informationerne går på, at flere lande rundt om i verden, i stigende grad forbereder sig på at droppe dollaren. Dette kommer til udtryk på forskellige måder, herunder bestræbelser fra Kina på at betale for importeret olie fra Saudi-Arabien og De forenede arabiske emirater med yuan og en større bilateral aftale mellem Kina og Brasilien, der tillader hvert land at betale for eksport fra det andet, ved hjælp af deres lokale valutaer.

Rusland kom på banen ved at acceptere at modtage rupier for olie leveret til Indien og betale for import fra Kina med rubler. Alle disse bestræbelser vil blive konvergerende og komme til udtryk i slutningen af august, når BRICS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika og andre inviterede lande) mødes for at annoncere en ny BRICS+ valuta knyttet til guld.

Ja, du læste rigtigt, og med alt det i gang, kunne man så ikke forvente at finde dollaren i frit fald? Måske, men det er dog ikke tilfældet. Hvorfor?

Dollaren har været stærk på det seneste, og James forventer, at den vil blive stærkere i de kommende måneder.

Men hvordan kan dollaren være under globalt angreb og alligevel være stærk på samme tid? Det er et spørgsmål som har forundret mange igennem 2022 og frem til nu.

Stærk i forhold til hvad?

Svaret findes i den måde, man måler værdi på i enhver valuta. Dollarstyrke, eller svaghed måles typisk i større valutaindekser, herunder DXY (bruges til futures-handel og citeres i The Wall Street Journal) og Bloomberg Dollar Index.

DXY kurven består i øjeblikket af 6 valutaer, dvs. euro, britiske pund, canadiske dollar, japanske yen, svenske kroner og schweiziske franc. Dollarindekset måler styrken af US$ overfor denne 6-delte valuta kurv.

Andre store indekser inkluderer bl.a. dem, der er beregnet af Federal Reserve (James bruger Fed-indekserne i sin egen forskning og analyse). Fælles for alle disse indekser er, at de sammenligner valutaer med andre valutaer, og fortrinsvist de største reservevalutaer.

Et typisk dollarindeks vil sammenligne dollaren med en kurv bestående af euro, sterling, yen, schweizerfranc og måske en eller to andre. På grund af euroens betydning i verdenshandelen og reserver (næststørst efter dollaren), har disse indekser tendens til at være blot mere komplicerede versioner af euro/dollar-krydskursen.

“Emerging markets” eller “vækstøkonomier” er defineret som lande, der har nogle kendetegn ved en avanceret økonomi, men som ikke fuldt ud opfylder kriterierne.

Emerging markets’ valutaer er typisk udeladt af førnævnte indekser. I mellemtiden inkluderer de bilaterale valutaaftaler beskrevet ovenfor ikke dollars. Når du ser på en bilateral valutaaftale, der involverer yuan eller rubler, er dollaren slet ikke inkluderet.

Så det er fuldt ud muligt at have en stærk dollar (målt hovedsageligt mod euro) og en tiltagende de-dollariseringstrend, der involverer yuan, rubler og rupees. De to trends taler så at sige, “forbi hinanden”.

Den gyldne målestok

Er der en måde at vide, om dollaren rent faktisk bliver stærkere eller svagere uden at henvise til reservevalutaer eller emergingmarkets-valutaer?

Ja. Svaret er guld. Tænk på guld som en lineal, der måler dollarstyrke eller svaghed.

Guld er ikke en valuta, og sammenligningen foretages ud fra vægten af guld, ikke valuta-til-valuta. Når dollarprisen på guld er lavere, er dollaren stærkere, og omvendt.

Men den nye BRICS+ valuta kan kaste grus i maskineriet på dette marked, ved at knytte sig til guld. I så fald vil Rusland og Kina have en stærk interesse i højere guldpriser, fordi det betyder, at deres BRICS+ valuta dermed også vil være mere værd. Og det kan udløse dollarens reelle fald.

Den BRICS+ guldstøttede valuta er faktisk en afspejling af en større tendens, der har stået på i over et årti…

Trenden er guldets ven

I år 2010 markerede der sig et stort udsving i centralbankernes guld-opkøb og det overordnede niveau af guldreserver, som centralbanker og finansministerier havde til rådighed på global basis. Vi skruer lige tiden yderligere lidt tilbage…

I 1950 havde USA en guldreserve på omkring 20.000 tons svarende til 2/3 dele af verdens guldreserver! Senere i 1970 var den amerikanske guldbeholdning skrumpet til omkring 9.000 tons. Det guld forsvandt ikke; det blev leveret til Tyskland, Frankrig, Italien, Japan og andre handelspartnere for at dække det amerikanske handelsunderskud under den gamle guldstandard. Den gamle guldstandard sluttede som bekendt med afkoblingen mellem guldet og dollaren under præsident Nixon i 1971.

Begyndende i 1970 faldt guldreserverne i centralbanker og finansministerier betydeligt. USA solgte 1.000 tons guld mellem 1970 og 1980 og opfordrede også IMF (Den Internationale Valutafond) til at sælge omkring 1.000 tons, i et mislykket forsøg på at undertrykke guldprisen. Man skal ikke være et geni, for at kigge på grafen og se at denne plan gav bagslag da guldet indenfor samme årrække gik fra omkring 35$ per ounce, op til omkring 850$ per ounce i 1980. En mere end 20 dobling på 10 år! Se billedet ovenfor til højre…

Efter 1980 solgte USA ikke mere guld, men opfordrede Storbritannien til at sælge over 300 tons i 1999. Derefter solgte Schweiz yderligere 1.000 tons mellem 2000 og 2010. IMF solgte også 400 tons i 2010. Canada solgte 100% af sine guldreserver, som ikke var så høje til at begynde med!

Alle disse bestræbelser på at undertrykke guldpriserne mislykkedes i sidste ende. Guld nåede et daværende højdepunkt på $1.950 per ounce i 2011 (den rekord blev første gang overgået i de senere år, med $2.060 per ounce i 2020).

Endelig smed centralbankerne i 2009 håndklædet i ringen og blev nettokøbere af guldbarrer. Den tendens har været på plads lige siden.

Stigningen har været spektakulær, hvilket har resulteret i en stigning i den samlede officielle guldbeholdning fra omkring 32.000 tons i 2008 til 35.000 tons i dag. Det, der er anderledes i dag, er sammensætningen af køberne!

Læs evt: https://vitusguld.dk/nyheder/centralbankerne-har-fortsat-stor-appetit-for-guld/

BRICS+ Den nye guldblok

USA har ikke øget sine beholdninger siden 1950’erne. Det har andre store guldindehavere som Frankrig og Italien heller ikke. I stedet ser vi stigningerne i Rusland, Kina, Vietnam, Mexico og mange andre vækstmarkedslande.

Mange af de lande med de største stigninger er medlemmer af BRICS+ valutaunionen, der snart vil annoncere en ny guldstøttet valuta for at udfordre den amerikanske dollars rolle, i globale betalinger og reserver.

Samlet set var første kvartal af 2023 det stærkeste kvartal nogensinde for køb af guld fra centralbanker, hvor centralbankerne købte i alt 228 tons.

Vi har faktisk også en ny mester i guldkøbsarenaen, og det er ikke Rusland eller Kina – det er Singapore.

I løbet af de første tre måneder af 2023 købte Singapore fantastiske 68,7 tons guldbarrer, hvilket gør Singapore til verdens største centralbanks-køber i første kvartal.

Man kan spekulere i, om dette guldkøb er et aspekt af de-dollarisering, forberedelse til den nye BRICS+ guldstøttede valuta eller simpel forsigtighed i en usikker verden. Men tendensen er ubestridelig.

Centralbanker ved generelt mere om, hvad der foregår bag kulisserne i det globale monetære system end nogen andre. Hvis de hamstrer guld, skal du måske også…

Der er så at sige, stadig tid til at komme med på BRICS+-vognen.