De fleste har hørt, at guld er sikker havn i krig og krise. At guld er det aktiv, som investorer vender tilbage til, når alt andet sejler. Men holder den gamle talemåde stadig vand? Med udgangspunkt i de senere års samfundsmæssige og økonomiske urolige perioder, har vi taget en tur op i helikopteren og sammenlignet de toneangivende aktieindekser i hhv. USA og Danmark med guld.
FINANSKRISEN | 08-10-2007 | 02-03-2009 | Ændring |
S&P500 | 1.562 | 683 | -56,3 % |
C20 | 511 | 233 | -54,4 % |
Guld (DKK) | 124,68 | 176,62 | +41,7 % |
CORONAKRISEN | 01-01-2020 | 16-03-2020 | Ændring |
S&P500 | 3.258 | 2.305 | -29,3 % |
C20 | 1.147 | 964 | -16,0 % |
Guld (DKK) | 325,09 | 335,55 | +3,2 % |
UKRAINE-KRIGEN | 09-02-2022 | 16-06-2022 | Ændring |
S&P500 | 4.587 | 3.790 | -17,4 % |
C20 | 1.691 | 1.563 | -7,6 % |
Guld (DKK) | 383,94 | 421,18 | +9,70 % |
Det kan være svært at sætte præcise start- og slutdatoer på en krise, men vi har taget udgangspunkt i, hvornår kriserne har påvirket mest økonomisk. Og da den seneste krise, Ukraine-krigen, som bekendt desværre ikke er slut, så er dette blot det foreløbige billede.
De 3 kriser viser naturligt nok vidt forskellige tal, men tendensen er den samme for dem alle. Når en krise sætter ind, rammes de “normale” markeder af panik, og investorerne forsøger at minimere deres tab ved at sælge ud og søge over mod det mest sikre aktiv, de kan finde. Nu handler det om at tabe mindst muligt frem for at tjene mest muligt. Derfor starter en selvforstærkende reaktion på markederne pga. udbud/efterspørgsel, hvor aktierne taber værdi, da antallet af sælgere klart overstiger antallet af købere. Og på samme måde stiger guldprisen, da der er klart flere købere end sælgere baseret på den aktuelle pris.
Der er altså ingen tvivl om, at guld stadig med rette kan kaldes den sikre havn hvad angår investering i krisetider. Som udgangspunkt investerer man ikke i guld for at blive rig, men for at undgå at blive fattig. Men som tallene tydeligt viser, kan guld i krisetider være en ganske lukrativ investering.