Hvordan hænger inflation og guldpriserne sammen? Del 1
Forholdet mellem inflation og prisen på guld er et klassisk emne inden for økonomi og investering.
Guld omtales ofte som en inflationssikring og en sikker havn i urolige tider – men sammenhængen er kompleks. I dette indlæg analyseres hvordan inflation måles, hvorfor guld traditionelt anses som værn mod inflation, hvordan guldprisen reagerer under forskellige inflationsniveauer og konjunkturer, samt hvilken indflydelse centralbankernes politik har. Analysen inddrager konkrete eksempler fra nyere tid, nemlig perioden 2020–2025, hvor verdensøkonomien oplevede dramatiske skift i både inflation og guldpriser.
Hvad er inflation, og hvordan måles den?
Inflation betyder en generel stigning i prisniveauet i samfundet, hvilket reducerer penges købekraft. Inflationen opgøres typisk som den årlige procentvise ændring i et prisindeks.
Det mest anvendte indeks er forbrugerprisindekset (ofte forkortet CPI efter det engelske Consumer Price Index). CPI måler prisudviklingen på en bred kurv af varer og tjenester, som forbrugerne køber, inklusive indirekte skatter. Når CPI stiger, udhules valutaens værdi tilsvarende. Inflation kan beregnes på flere måder.
Ud over den samlede CPI-inflation ser økonomer ofte på kerneinflation, som er inflationstakten renset for udsving i energi- og fødevarepriser . Disse priser kan variere voldsomt pga. f.eks. olieprischok eller dårlige høstår, uden at det afspejler den underliggende inflationstrend.
Kerneinflationen giver derfor et billede af den mere vedvarende prisudvikling ved at ekskludere sådanne volatile komponenter. I praksis rapporteres inflationstal typisk månedligt som år-til-år stigninger i CPI og kerne-CPI. Mange centralbanker, herunder Den Europæiske Centralbank, har specifikke inflationsmål – ofte omkring 2% årligt – som de styrer efter ved hjælp af pengepolitikken.
Guld som inflationssikring og sikker havn
Guld har gennem århundreder haft en særlig status som værdilager. I modsætning til fiat-valutaer, der kan trykkes i ubegrænsede mængder, er guldmængden fysisk begrænset. Derfor ses guld traditionelt som et aktiv, der bevarer sin købekraft over tid og beskytter formuer mod inflation. Når papirpenge falder i værdi, vil prisen på guld typisk stige tilsvarende, således at man for det samme ounce guld kan få flere af de devaluerede dollars eller kroner. Guldets egenværdi, dets sjældenhed og historiske rolle som penge (guldfod mv.) bidrager til denne opfattelse. Ifølge ”Lindy effekten” som beskriver at jo længere tid et fænomen (her guld) har eksisteret, jo længere tid ud i fremtiden vil det sandsynligvis eksistere. Man må sige at guld har bestået sin test over tid og hermed legitimere sin ret som et finansielt og monetært aktiv.
Derudover fungerer guld ofte som en “safe haven” – et tilflugtsaktiv i tider med økonomisk eller geopolitisk uro. Historisk har investorer søgt mod guld under finansielle kriser og usikkerhed, fx under finanskrisen 2008–09 og under COVID-19 pandemiens første fase. I sådanne perioder stiger efterspørgslen på guld, fordi tilliden til papiraktiver (aktier, obligationer, valuta) er faldende, og guld fremstår som en stabil havn.
Et aktuelt eksempel er centralbanker verden over, som i de senere år selv har købt betydelige mængder guld til deres valutareserver som sikring mod valutarisici og inflation. Det er dog vigtigt at bemærke, at guld ikke altid bevæger sig synkront med inflationen på kort sigt.
Over lang sigt er guld en dokumenteret sikring mod inflation.
Guld bevarer sin købekraft over årtier. Men på kort sigt kan guldprisen svinge af andre årsager, og perioder med høj inflation har ikke altid givet høje guldpriser. For eksempel faldt guldprisen i 2013 på trods af lempelig pengepolitik, fordi inflationen forblev lav og investorer fandt bedre alternativer. Samlet set kan guld betragtes som en form for forsikring i en portefølje: Guld giver ikke rente eller udbytte, men i ekstreme scenarier – høj inflation, krig, finansielle krak – har guld tendens til at holde sin værdi, når andre aktiver falder og endda stige til nye højder.
Særlige situationer hvor guld reagerer forskelligt
Der er altså tærskelniveauer og særlige situationer, hvor guld reagerer stærkere.
Høj og ukontrolleret inflation: Når prisstigningerne virkelig tager fart (over fx 5-6% årligt) og der er tvivl om centralbankens evne til at tøjle dem, stiger gulds tiltrækningskraft markant. Investorer køber guld for at bevare sin købekraft (som i 1970’erne eller i enkelte emerging markets med høj inflation).
Lav inflation / deflation og kriser: Paradoxalt nok kan guld også klare sig godt i perioder med meget lav inflation eller decideret deflation, hvis disse perioder falder sammen med økonomisk krise eller finansiel uro. Eksempelvis var inflationen lav under finanskrisen 2008, men guldprisen steg kraftigt pga. “sikker havn”-efterspørgsel.
I 2020 så man et lignende mønster: inflationen var lav i starten af COVID-19 krisen, men guldprisen nåede alligevel rekordhøje niveauer (jf. næste afsnit).
Mellem-moderat inflation med høj rente: I perioder hvor inflationen er moderat (2–4%) og centralbankerne sætter renterne højt for at holde den nede, kan guld tabe noget af sin glans. Her tilbyder obligationer og kontanter igen en reel positiv rente, hvilket mindsker behovet for guld (se næste afsnit om renter). I 1980’erne da Volcker hævede Fed-renten kraftigt og fik bugt med inflationen, faldt guldprisen fra de tidligere højder. Tilsvarende var guldets prisudvikling i 1990’erne relativt flad i en tid med lav inflation og relativt høje realrenter.
Kort sagt er inflation isoleret set kun én del af puslespillet.
Guldprisen afhænger af om inflationen kommer bag på markedet, hvad realrenten er, og om investorernes fokus er på værdiopbevaring eller på afkast i andre aktiver. Empirien viser f.eks., at guld ikke steg i 2022 på trods af rekordinflation – et tegn på at andre kræfter var på spil . Omvendt kan guld godt stige kraftigt i perioder uden nævneværdig inflation, hvis der er andre grunde til usikkerhed. Man bør derfor analysere de økonomiske kontekster omkring inflation for at forstå guldets reaktion.
Pengepolitik: renter, kvantitative lempelser og effekten på guldprisen
Renteniveauet – og især de realrenter, dvs. renten ”renset” for inflation – har traditionelt en stærk omvendt korrelation med guldprisen. Historisk data viser, at når realrenterne falder eller bliver negative, så stiger guldprisen typisk, og omvendt. Korrelationsstudier har fundet en markant negativ sammenhæng (op mod -0,8) mellem realrenten og guldkursen. Årsagen er intuitiv: guld giver ingen løbende rente eller udbytte, så når nominale renter stiger og især hvis de overstiger inflationen (dvs. høj positiv realrente), bliver det dyrere i ”alternativomkostning” at holde guld. Investorer kan i stedet placere sine penge i obligationer eller i banken og få en relativ høj risikofri forrentning, hvilket gør guld mindre attraktivt. Omvendt, når realrenten er negativ – dvs. inflationen er højere end den nominelle rente – så mister opsparing i kontanter/obligationer købekraft. I det miljø søger investorer over i guld for at undgå at “tabe penge på at have penge stående”. Derfor kaldes inflation (så længe renterne ikke følger med op) somme tider for “guldets ven”, mens aggressive renteforhøjelser er “guldets værste fjende”. Dog har vi i nyere tid set aggressive renteforhøjelser og stigende guldpriser grundet usikkerhed.
Centralbanker påvirker også guldprisen gennem kvantitative lempelser (QE) og generel likviditetsstyring. QE – populært sagt at trykke penge og købe obligationer – øger pengemængden og lægger pres nedad på renterne. Dette kan skabe forventninger om fremtidig inflation og samtidig gøre det billigere at holde guld (da afkastet af obligationer falder). Eksempelvis pumpede Federal Reserve enorme mængder likviditet ud under COVID-19-krisen i 2020 samtidig med renten blev sænket til nul; det var med til at sende guldprisen op, idet investorerne både forventede, at de mange nytrykte penge kunne udløse inflation senere, og savnede rentebærende alternativer. World Gold Council peger netop på, at guld kan beskytte købekraft ikke kun mod prisstigninger på varer og tjenester, men også mod valutaforringelse ved overdreven pengemængdevækst. Med andre ord: hvis centralbankerne “udvander” værdien af valutaen gennem vedvarende lempelig politik, vil guld, med sin faste udbud, fremstå som et værdifast alternativ.
En anden kanal er valutakurser: Dollarens styrke har omvendt effekt på dollarnoteret guld. Når f.eks. Federal Reserve strammer politikken markant (høj rente, ingen QE), har dollaren tendens til at styrkes over for andre valutaer. En stærk dollar gør guld dyrere for investorer uden for USA og har ofte sammenfaldet med faldende guldpris. 2022 er et godt eksempel: Her faldt guldprisen globalt set, selvom inflationen buldrede, fordi Fed’s aggressive renteforhøjelser gjorde dollaren meget stærk hvilket lagde låg på guldefterspørgslen. WGC noterede, at 2022 faktisk endte med et lille plus for guld målt i USD, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt givet det ”uden fortilfælde store renteløft og en stærk dollar” dette år. Uden inflations- og krigsunderstøttelsen kunne guldet have faldet langt mere
Guldprisens udvikling fra år 2000 – 2025
Sammenfattende påvirker centralbankernes politik guld via:
I praksis ser man ofte, at guldprisen reagerer før eller samtidig med centralbankernes tiltag snarere end på selve inflationstallet. Guld “lugter” pengepolitiske skift: da investorer i 2022 indså, at Fed ville hæve renten kraftigt, faldt guldet allerede inden inflationen toppede.
Omvendt, da markedet i slut-2023 begyndte at prise ind at rentetoppen var nået og rentenedsættelser var på vej, tog guldet hul på en ny opstigning. Denne dynamik kommer til udtryk i næste afsnits eksempler.
Stigende renter (især over inflationen) øger obligationsafkast og styrker valutaen, hvilket typisk presser guldprisen ned. Omvendt giver rentenedsættelser eller negative realrenter medvind til guld, da alternativomkostningen ved at holde guld falder.
Dog har man erfaret at ovenstående dynamik i nyere tid har været mindre relevant for guld prisen, da andre geopolitiske situationer, usikkerhed og centralbankernes massive opkøb har holdt hånden under guldprisen.
– Likviditet og QE: Store pengepolitiske lempelser skaber forventninger om inflation og/eller devaluerer valutaen, hvilket øger investorers incitament til at søge mod guld for at beskytte værdier / bevare købekraften.
– Markedsforventninger og usikkerhed: Centralbankens troværdighed i at bekæmpe inflation er central. Hvis investorer mister tilliden (frygter at centralbanken halter bagefter inflationen), kan guldprisen stige i forventning om stigende inflation. Omvendt, tro på stram politik kan holde guld i ave selv under høj inflation, som det skete i 2022. Desuden kan en pludselig lempelse (f.eks. at Fed signalerer fremtidige renteklip) udløse guldrally, hvis markedet tolker det som at kampen mod inflation er “vundet” eller at recession lurer (begge dele øger guldappellen)
Dette er del 1 – i del 2 kigger vi nærmere på empiriske eksempler i relation til ovenstående.
